Dette er historien om hvilken tanker jeg gør mig i forbindelse med at Toundra fik diagnosen HCM positiv.

I får lov at følge med up close and personal hele vejen.

Toundra

2012

I september 2012 fandt dyrlæge Jørgen Koch en mild fortykning af hjertevæggen og en mislyd på toundra. Dianosen var equivocal. Hun var på daværrende tidspunkt 3½ år gammel, jeg gik derfra med besked om at scanne igen 1 år senere og følte ikke rigtig jeg havde fået klarhed over hvad dette betød for min kats fremtid. Jørgen var modvilligt gået med til at udskrive en recept på Atenolol sandoz, da jeg ville gøre alt for at holde min kat så rask som muligt, så længe som muligt.

Jeg var i syv sind, og efter lange samtaler med med min mentor (Britt fra Talk About) besluttede jeg mig for at tage med hende til Paris for at få scannet igen. Britt fortalte, at de dernede scanner stående, og det tiltalte mig da jeg kunne se min kat stresse over at blive holdt fast, liggende på et koldt metalbord. Og da de samtidig er førende inden for forskning af HCM i Europa , var det en forholdsvis nem beslutning.

2013

Paris HCM scanningSøndag d 17. februar 2013 pakkede vi den lille citroen med os selv og 5 katte og kørte mod Paris. Mandag er det de første 3 katte der skal scannes, og det er spændende at se hvor rolige kattene er under hele undersøgelsen og hvor grundige kardiologerne er.

Onsdag er det så Toundras tur til at komme på bordet. Grundet hendes lidt specielle sind vælger vi at prøve og scanne hende uden jeg er tilstede, jeg sidder på gangen, og er faktisk indstillet på at de ikke vil finde noget usædvanligt. Da de er færdige, bliver jeg kaldt ind og får at vide de har fundet en fortykning på den væg der skiller de to store hjertekamre. Ifølge de måleskemaer der bliver brugt til at dianogstisere HCM er hun equivocal, men da hun er en lille kat på 2½kg er hun i kardiologens optik HCM positiv. Min verden sank i grus, og jeg stod bare der med tårerne rendende ned over kinderne, min hjerne var i kaos og jeg tror mit hjerte sprang et par slag over. Britt lagde armene om mig og prøvede at trøste mig. Jeg gik ud og satte mig på en bænk og tændte en smøg. Jeg overvejede at droppe alle drømme om opdræt, synes ikke jeg kunne bære mere smerte i forbindelse med mine elskede dyr (de er mine børn). Og tanken om at Toundra skulle lide, kunne jeg slet ikke overskue.

Paris HCM scanning

Jeg fik stillet en masse spørgsmål om prognose, behandling osv og heldigvis hørte Britt svarene, for min hjerne var gået i koma. Jeg fik en recept med på Fortekor. En anden type medicin end jeg fik i København. Om aftenen var vi på besøg hos Marie, der er genetiker og har to HCM positive katte. Den ene er meget slemt ramt, men de trives og har alt i alt et dejligt liv.

Jeg fik tænkt en million tanker omkring det hele i de dage, og jeg er rigtig glad for Britt var der til at snakke med, for jeg er ret sikker på at uden hende havde jeg sagt fuck til det hele og droppet alt om katteopdræt i hvertfald for en lang periode. Synes det virkede meget uoverskueligt. Havde jo mere eller mindre planlagt, at skulle ha haft et kuld i efteråret og selv have beholdt en killing til mit videre opdræt, og nu følte jeg alle mine drømme var smadret til ukendelighed.
Toundras opdrætter var kommet til Paris, for at se Toundra igen og for at følge hendes og Brahmas scanning (fra samme opdræt), og hun var også chokeret og ked af dianosen. Hun tilbød med det samme, at hun ville lave en ny killing til mig, når jeg var klar til at fortsætte, for hun mente det ville være en skam hvis jeg gav op. Det kan man sgu kalde et klap på skulderen. Så midt i det hele er jeg da begyndt at glæde mig til at der kommer en lille ny pige til verden. Mere om dette får I på et andet tidspunkt.

Paris HCM scanningI Paris tog de nogle forskellige blodprøver. En for at måle hvordan hendes nyrer har det, så man kan tjekke op på, at hendes krop kan tåle den medicin der skal hjælpe på hendes hjerte. Den var heldigvis fin, og den tjek-blodprøve hun siden har fået taget er også normal, så hendes krop kan tåle medicinen. Og en for at tjekke indholdet af det såkaldte pro bnp der kan give et indblik hvordan hjertet har det. Og her var værdierne temmelig høje, det skal så tjekkes igen om ca 6 måneder, og der er det forhåbentligt faldet. Hvis ikke skal hendes medicindosis forhøjes.

D 25/3 skal Toundra neutraliseres. Jeg har heldigvis en super god dyrlæge, der forstår at en hjertesyg kat har specielle behov ved bedøvelse. Den skal bla. have ilt under operationen, og der er en ekstra sygeplejeske til at holde øje med hende under opvågning, men jeg har stadig dårlige nerver, som enhver anden mor når børnene skal i narkose. I får en update når operationen er overstået.


UPDATE

Toundra's operation25/3 var dagen hvor Toundra skulle neutraliseres. Dagene op til var præget af tanker om hvad der kunne gå galt, og da jeg så modtager en mail fra min faste dyrlæge om at han var gået på barsel og derfor ikke ville være på klinikken om mandagen, blev jeg endnu mere usikker. Han skrev, at hvis jeg ville være mere tryg ved at vente på han kom tilbage, ville han ændre min tid. De er flere dygtige dyrlæger på klinikken og de ved at jeg er mere end almindelig hysterisk omkring mine katte, så jeg valgte at forsætte efter planen.

Så mandag morgen efter nogle få timers søvn, blev Toundra afleveret. Den dyrlæge der tog imod hende, forklarede grundigt hvordan det hele skulle forløbe, og at man ville prøve at få Toundra til at tage ilt fra en maske, sådan som man også gør ved mennesker, da dette ville fylde hendes iltdepoter i blodet. Dette gør at de er lettere at få ud af narkosen igen.

Efter et par timers nervøs stirren på telefonen, af frygt for den skulle ringe med dårligt nyt, var det tid til at hente hende igen. Finn (dyrlægen der har opereret) forklarer at det er gået godt, hun er kommet fint ud af narkosen osv.

Toundra i bodystocking efter operationVel hjemme skal hun have sin bodystocking på, sådan at hun ikke kan pille i såret. Jeg bryder mig ikke om at give krave på, da jeg synes en kat skal have mulighed for at vaske sig, efter fx toiletbesøg. Samtidig kan kraven give nogle grimme skrabesår. Jeg ser godt hun har en valnød stor bule under såret, men veterinær sygeplejesken har jo lige kigget på hende da hun satte hende i transport tasken, og da hun også har et fint blåt mærke, tænker jeg det er væske, og at det nok skal fortage sig lidt. Det er første gang jeg får en kat hjem der har været på ilt under operationen og må indrømme jeg bliver overrasket over hvor frisk hun var, lidt problemer med at afstandsbedømme, men ellers intet. Jeg har købt hendes yndlingsmad (kylling fra Aplaws) og det får hun serveret iblandet vand, og hun spiser fint. Hun er lidt hæs og lyder ret sjov når hun snakker. Jeg bliver lidt bekymret, da hun begynder at spinde og det lyder rallende, lidt som en kat med lungeinfektion.

Toundra med brok efter operationNæste morgen ringer jeg til dyrlægen for lige at tjekke op på, om bulen er normal og vi bliver enige om jeg lige skal komme forbi med hende. Han lytter på hendes lunger og siger de lyder normalt, men at bulen desværre er en brok der er kommet fordi hendes krop har afstødt de sting der holder mavemuskulaturen sammen. Det er desværre noget der indimellem sker, men er forholdsvis ufarligt, men at hun skal re-opereres. Da det jo er lige inden påske vil han af flere årsager gerne vente til efter helligddagene med at lave det om. I løbet af påsken fik Toundra sin stemme tilbage og I guder, hun havde en masse ting at skulle have sagt og hun var også sit sædvanlige morsyge selv og skulle helst bo i min håndflade 24/7.

Tirsdag d 2/4 er det så tid til at få rettet på det hele, og endnu engang efter en næsten søvnløs nat, hvor jeg tænkte 1000 tanker om hvor galt det kunne gå, måtte jeg efterlade Toundra hos dyrlægen. Igen gik alting fint, denne gang blev hun dog syet med en anden type både sting og sutur, hvilket betyder at arret ikke bliver helt så pænt, men at der er mindre sandsynlighed for at stingene bliver afstødt. Toundra har i mellemtiden fundet ud af at få snuden ind under sin body så hun kan slikke på såret og hun prøver ihærdigt at fjerne de der blå stikkejaverter der sidder i hendes mave og ser underligt på mig når jeg skælder ud.

Hun har taget alle disse dyrlægebsøg forbløffende roligt, så jeg håber og tror på at hun engang ud i fremtiden vil kunne komme på udstilling, dels fordi hun er så smuk men også for at vise til andre derude at HCM ikke behøver være en dødsdom.

Artiklen vil blive opdateret løbende.
Vi poster både i nyhederne og på Facebook når det sker.

[cc_button link=”http://sphynxforum.dk/2013/03/05/hcm/” target=”_blank”]Læs om HCM her[/cc_button]